25-års jubilæum og sidste såt med Jægeren og Lystfiskeren
Kære venner, kunder, leverandører og samarbejdspartnere.
I år er det 25 år siden, at jeg som en ung mand overtog nøglerne til Jægeren og Lystfiskeren i Maren Turis Gade og startede mit livs eventyr. Der var dengang fire jagt- og fiskeforretninger i Aalborg, og nok var jeg den yngste grejhandler i byen - og formentlig også ham med de færreste midler. Jeg havde dog en klar idé om, at der var en plads til en butik, der kunne noget andet og adskille Jægeren og Lystfiskeren fra det, der allerede var i byen.
Jeg så en mulighed i at skabe noget mere end bare en ren handel. Det at sælge grej til jægere og lystfiskere, handler lige så meget om god rådgivning til at finde det helt rette grej, og komme ud til arrangementer og være sammen med kunderne – også uden for den normale åbningstid. Tilfredse kunder skal ikke kun gøre en god handel, de skal også lære at bruge det grej, de har købt og have lyst til at komme igen.
Her 25 år senere, er den drøm i store stræk blevet til virkelighed. Jeg er stolt over, at vi i dag har en butik, hvor vi ikke bare sælger varer. Vi har afholdt 100-vis af arrangementer for jægere og lystfiskere, vi har været på skydebanen, på fisketure, på jagter, til foreningsaftener, til hundetræninger og delt jeres glæde ved at bruge godt grej og inspireret jer til at få endnu mere ud af jagten og fiskeriet!
Vi har i Maren Turis Gade haft nogle fantastiske rammer til at skabe den hyggelige stemning, som kendetegner en god grejbutik i mine øjne. Jeg har nydt jeres besøg i butikken, at høre om jeres jagt- og fiskeoplevelser, lytte til planerne til nye ture og oplevelser, men også de mange andre snakke, der er opstået, når en handel bliver til mere end bare en handel, men starten på relationer som i nogen tilfælde er 25 år gamle! Dem har vi haft mange af, og det er et privilegie ikke at have tal på, hvor mange af vores kunder vi i dag kan betegne som stamkunder.
Livet som ejer af en detailbutik er meget mere end bare et job. Det er en livsstil, det er hårde prioriteringer af tid og ressourcer, det er afsavn og et nødvendigt fravalg af meget andet, hvis man vil skabe en succes. Jeg har altid haft en høj standard for det, jeg forventer, at en kunde skal møde, når han/hun besøger Jægeren og Lystfiskeren. Det gælder mig selv og det gælder hele mit team af medarbejdere, som har været ansigtet på Jægeren og Lystfiskeren. Derfor har jeg haft et kæmpe fokus på, hvordan vi kunne blive bedre dag efter dag, måned efter måned og år efter år. Det har været på indkøb, på vores sortiment, vores forretning og hele vores kundeoplevelse og været mit daglige drive i alle årerne. Jeg er derfor også stolt over at kunne se tilbage på, at vi er blevet bedre hver eneste år, siden jeg startede butikken. Det siges, at udvikler du dig ikke, så er du under afvikling og det er et mantra, der også ligger i mit DNA på godt og ondt.
For jeg er mere end bare Morten fra Jægeren og Lystfiskeren, selv om det er det, jeg har været allermest i de seneste 25 år. Jeg er nu ikke mindst Majas far, jeg er også Lenes mand, jeg har en familie og kammeratkreds, som jeg alle har set for lidt til. Jeg drømmer også om, at komme meget mere ud og bruge noget det grej, som vi sælger i Jægeren og Lystfiskeren.
Jeg nærmer mig samtidig de 50 år, og halvdelen af de år har jeg givet alt jeg kunne til Jægeren og Lystfiskeren. Det har været mit valg, det jeg havde lyst til, og jeg fortryder heller ikke én af de dage, jeg har været på arbejde i butikken.
Men livet som mindre erhvervsdrivende har forandret sig meget siden jeg startede. Detailbranchen er i en brydningstid og en tur op gennem Aalborgs gågader er nok et af de klareste beviser på, hvilken vej udviklingen går, når handlen flytter til andre kanaler og adgangen til Aalborg midtby heller ikke er blevet lettere – tværtimod. Samtidig kommer der flere administrative opgaver, som gør at jeg også bruger tid på noget, som jeg ikke brænder for, men i stedet noget, der er blevet et nødvendigt onde for at drive en virksomhed som min i dag.
Det betyder også, at både lysten og kravene til at blive en del af eller overtage en specialbutik, som Jægeren og Lystfiskeren har ændret sig. De forhold gør også, at det er blevet sværere at udvikle en forretning. Den slags bidrager ikke til god nattesøvn eller et godt helbred og lige det, begynder at betyde noget i det stadie jeg er nået til i livet.
Jeg har derfor taget den meget store, tunge og vemodige beslutning at stoppe, mens legen er god og derfor lukke Jægeren og Lystfiskeren. Det har været en beslutning, der har været undervejs i et stykke tid, og den er derfor velovervejet, men har på ingen måde været let.
Jeg føler et kæmpe ansvar for alle jer kunder, som har handlet med mig de seneste 25 år – I er hele grunden til, at Jægeren og Lystfiskeren er den butik, den er i dag. Jeg har et helt fantastisk team af medarbejdere, som jeg har måttet opsige – en af de sværeste opgaver jeg har haft i min tid i butikken. Jeg har tætte og stærke forhold til leverandører og samarbejdspartnere, der også har været en kæmpe del af den rejse, jeg har været på – alt sammen relationer, som jeg har sat stor pris på, og skylder den største tak!
Men 2026 bliver sidste såt for Jægeren og Lystfiskeren og sidste åbningsdag bliver 1. september, som det ser ud nu. Sidste såt betyder ikke jagt forbi, og jeg håber, at det næste halve år bliver anledning til at sætte et flot punktum for butikken og god tid til at få taget god afsked med både kunder og samarbejdspartnere. Vi kommer ikke til at skrue ned for det, der kendetegner Jægeren og Lystfiskeren, så glæd jer til et brag af en Kystcup, et fantastisk flugtskydningsarrangment for alle vores trofaste kunder og en række andre aktiviteter i de næste mange måneder.
Butikken bugner også stadig med varer og masser af spændende 2026 nyheder og vil gøre det mange måneder endnu. Vi begynder løbende at sætte varer på udsalg, når vi kommer igennem sæsonen, så kig endelig ind – vi er altid klar på en god handel.
Vi kommer selvfølgelig til at leve op til alle garantier og indløsning af gavekort – det er blandt andet også derfor, at vi melder ud i god tid, så alle har lejlighed til at kigge forbi.
Det har som sagt ikke være nogen let beslutning, men for mig var den nødvendig af hensyn til mig selv. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til også at give en stor anbefaling til mine ansatte, der nu skal ud at søge et nyt job senest den 1. september. Jeg kan kun give den bedste anbefaling til hver enkelt. Vi er et lille team, men det har også betydet, at alle har haft og taget et stort ansvar i dagligdagen. Nøgleområderne har været indkøb, salg, service og markedsføring – jeg har sat store krav, men ved også, at de kompetencer, som de har vil være eftertragtet mange steder. Tag gerne fat i mig, hvis I mangler en god medarbejder i fremtiden og vil høre mere.
Min egen fremtid har jeg ikke nogen konkrete planer for endnu, udover at få mere plads til det, der også betyder noget for mig uden at det betyder, at jeg er færdig på arbejdsmarkedet. Men lige nu er hele mit fokus at lukke forretningen på en god og ordentlig måde i løbet af det næste halve år og få taget en god afsked med alle jer, der hjalp mig med at opfylde min drøm om Jægeren og Lystfiskeren – tusind tak for det!
Knæk og bræk
Morten Rex
Helt kort:
Sidste planlagte åbningsdag: 1. september 2026
Jægeren og Lystfiskeren lukker IKKE på grund af økonomiske udfordringer.
Vi opfylder alle garantiforpligtelser på brugte våben frem til sidste åbningsdag.
For nye varer gælder almindelige garantiregler, vi arbejder på at indgå et samarbejde med en lokal kollega, som kan afhjælpe evt. reklamationer og henviser derudover til vores leverandører.
Alle igangværende handler bliver selvfølgelig fulgt helt til dørs, så du trygt kan gøre din handel hos os.
Gavekort og tilgodebeviser kan indløses frem til 1. september 2026.
